Gå til hovedindhold
 

Anna Walther og Helene Vestergaard - Intuition og Dissonans II - fra 28. august

Anna Walther og Helene Vestergaard - Intuition og Dissonans II - fra 28. august

Anna Walther og Helene Vestergaard - Intuition og Dissonans II - fra 28. august

En udstilling af Anna Walther og Helene Vestergaard, studerende ved Det Fynske Kunstakademi.

Vi inviterer til fernisering på anden del af vores udstilling 'Intuition og Dissonans” torsdag d. 28 august kl. 17.00. Udstillingen har også åbent 29-31 august, fredag og lørdag 11-18, søndag 11-16.

Første udstilling blev afholdt i 2013 og kredsede om emner såsom kaos og orden, følelser af fremmedgjorthed, intuition og dissonans, med formålet at lade det åndelige blive fysisk og det dysfunktionelle have en funktion.
Siden da er der blevet arbejdet videre med de samme tematikker samtidig med, at de udforskes fra nye vinkler. Resultatet er en ny udstilling, hvilken vi glæder os til at præsentere.

Samtlige af Anna Walthers værker tager del i en større installation for at vise forskellige processer - nogle som enkeltstående noter og andre som en mere gennemgående intention. Ved at vise dem som dele af en helhed, opstår der forbindelser mellem symboler, farver og materialevalg.Til udstillingen arbejdes der med objekter, collager, malerier i olie og akryl og tekster.

I værkerne 'På briksen' og 'Skygger i intuitionens hus' er der lagt vægt på den åndelige rejse og jagten på at opnå den. Billedernes komposition tager afsæt i den diffusitet, virkelighed og visualitet skaber.

Helene Vestergaards udstillede værker er olie på lærred samt bearbejdninger af blindrammer, linoliumsgulv, tekstiler og bånd. De er alle opstået fra en interesse for vores forskellige opfattelser af og følsomheder for mønstre, sammenhænge, helheder, enheder og kompleksiteter og afhænger af den individuelle forståelse og opmærksomhed fra beskueren.

I 'Opslagstavle' blandes baggrunden med forgrunden, variationer af mønstre spiller sammen, og abstraktioner over en subjektiv idé om forståelsesrammer kortlægges.
Gennemgående er invitationen til at zoome ind og ud af abstraktionerne og en undersøgelse af reaktioner på sammenhæng og genkendelighed.