Videre uddannelse efter VERA

I løbet af kurset får du vejledning om dine muligheder for videre uddannelse inden for kunst og design. På linjerne arrangerer vi at studerende fra de relevante kreative og kunstneriske uddannelser kommer og fortæller – alle sammen tidligere deltagere på Vera. De fortæller hvordan det er at gå på uddannelsen, og ikke mindst om hvordan de kom ind, og hvordan de besluttede sig for det.

Vi tager også på besøg på de forskellige uddannelser, hvor vi bliver vist rundt af en underviser, eller evt. af en tidligere vera-elev som nu går der. 

Lærerne på linjen hjælper dig med at søge ind på de kreative uddannelser som ligger inden for linjens faglige felt. Vi ved det meste om frister, krav, mapper, ansøgningsskrivning, optagelsesprøver osv. Vi har også kendskab og kontakter til udenlandske uddannelser inden for kunst og design. Som en del af undervisningen får du også et indtryk af hvordan kunstnere, designere, arkitekter, fotografer osv. praktiserer og tjener penge efter uddannelsen. 

Vi hjælper også med vejledning om andre uddannelsesmuligheder som har at gøre med kultur, kunst og design, fx på universiteterne.