Christian Finne, 07-09-17

Repræsentationen af den psykedeliske erfaring er omdrejningspunktet for Christian Finnes arbejde. Mønstrene, systemerne, sandhederne og antiteserne der for altid har brændt sig fast på nethinden. Billederne er der. Som resterne af en virkelighed. Snapshots fra en uendelig eksotisk rejse. Christian Finnes tegninger fastholder de utallige billeder, han har set på utallige trips. Der er dermed tale om en både nøgtern og sanselig form for mapping. Tegningerne er den systematiske undersøgelse af den udvidede bevidsthed. De er manifestationer af et indre arkiv. Arbejdet med de elaborerede, filigrane, vildtvoksende og ofte også meget store tegninger er på ingen måde resultatet af en frigjort leg med former og farver. Christian Finne beskriver derimod den kunstneriske proces som et på alle måder hæsligt arbejde. For billederne står i kø. På forhånd færdige. At tegne er at dokumentere. Efter hver afsluttet triprapport venter en ny. Skufferne i arkivet kan ikke lukkes.

Christian Finne er billedkunstner, uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005.