Etc. and The Madness - april 15

Etc. and The Madness’ første solo-udstilling viste forskellige tekstile teknikker kombineret med grovere håndværk og genstande fra vores hverdag som gengiver følelser, kropsudtryk og hverdagssituationer. Via håndbroderede billeder, skumbøger og større ruminstallationer, gengives nogle af menneskets skøre, triste og til tider mørke sider. Dog går humoren altid hånd i hånd med Etc.s kærlighed for tekstilerne.

Som Etc. and The Madness har Eva i snart 10 år arbejdet med tekstilerne som kunstnerisk udtryk. Det startede under gadekunstens faner, men de sidste 5 års tid er værkerne begyndt at flytte sig indendørs, i kulturhuse, biblioteker og gruppeudstillinger. Langsomt har stilen udviklet sig fra den glade og lidt naive gadekunst til de mere alvorlige værker, der vises frem nu. Men humoren er bevaret, sammen med behovet for at lade værket samarbejde med sine omgivelser. Altid med tekstiler, tråd og garn som primærmateriale i hendes univers.

Det har ført Eva fra kunsthøjskole, et hav af kurser, en professionsbachelor i tekstil formidling, samt mange andre tekstilhåndværksmæssigt relevante inputs, til eget tøjmærke for atter at vende nålen helhjertet mod kunsten igen.

Alle udstillinger